Jeg føler jeg nok er blevet nød til at komme med en forklaring på min pluslige forsvinding. Så ja, det er med en mund tom for ord og et hoved fuld af tanker jeg skriver dette indlæg.
Min bedsteven i hele det store univers, er taget på musical basecamp og selvom jeg er noget så stolt af ham, er mit savn til ham umådelig stort! Jeg er på alle måder uvidende om han vil være væk i 1 eller 4 år,. Jeg er vant til at bruge næsten hver dag med ham, og ja gøre alt med ham. Han kender mig bedre end nogen anden. Siden han rejste her d. 12 har jeg følt mig tom og trist. Og det er jeg ikke den eneste der har bemærket, har fået samtlige kommentar om at hvordan hans rejse, har gjordt mig til en tom krop, der ligsom bare vader rundt.
Jeg er så stolt over at han lever sin drøm ud, og gør det jeg aldrig vil få nosser til. Men stadig er det som om at han har glemt mig. Jeg ved jo godt dette nok ikke er tilfældet men stadig, strejfer tanken mig konstant!
Vi har aldrig været væk fra hinanden så længe her og det er ulideligt! Dog kan jeg ikke vent til han kommer hjem igen, men så igen kommer tanken om endnu et smertefuldt farvel.
Du ringer bare babe, så chiller vi! <3
SvarSlet<3
SletDet er nok tilfældigt som du selv skriver og jeg er sikker på han også savner dig, men bare har en masse nye og spændende ting han lige skal forholde sig til... Han ved sikkert godt at du har en blog og han vil helt sikkert læse dette, tror du ikke?? Ofte har folk svært ved at vide hvordan vi har det, før man fortæller dem det.. og det er jo nettop det du har gjort her. Så er sikker på han vil tage det til sig og kontakte dig så meget han kan.. :)
SvarSletMange tak, for ordene! Og jeg er også sikker på du har helt ret (:
Slet